Hvor svært kan det være?
Da vi havde besluttet os for at bygge selv, ja så manglede vi som sagt bare grunden. Vi kiggede på nettet, og der var op til flere til salg i Sønderris, men vi skulle jo lige have vores eget solgt først.
Da vi havde fundet en køber, var der 2 grunde tilbage i Sønderris, så vi skyndte os at ringe til ejendomsmægleren for at reservere en grund. Men nu er det jo sådan at kommunen ikke altid er helt så hurtig, så hjemmesiden hvor vi havde set at grundene var til salg, tja den var ikke opdateret, og grundene var altså solgt.
Kommunen kunne dog oplyse os om at der kom grunde til salg i Tarp, men det var først til september, og vi havde solgt rækkehuset fra 1. august. Nu er vi jo ikke helt naive, og var også godt klar over at da kunne huset ikke stå færdigt, men vi havde da regnet med at vi da i hvert fald havde en grund til den tid.
Senere snakkede vi med ejendomsmægleren igen, og fandt da ud af at den 19. maj 2005 skulle der komme grunde til salg i Guldager Kirkeby. Det virkede jo vældig interessant, og sikkert også attraktivt, så vi planlagde at ligge i kø, nu havde jeg fri onsdag, så jeg kunne da ligge mig derned onsdag morgen, og så kunne Frank tage over når han havde fri, og være der indtil torsdag morgen, hvor de blev sat til salg.
Men vi blev klogere...
Fredag, 6 dage inden grundene kom til salg, blev jeg ringet op på arbejdet af min salgsleder, og blev fortalt at nu lå der 6 man i kø foran ejendomsmægleren... Altså måtte arbejdet passe sig selv, for jeg skulle have fat i Frank, eftersom jeg skulle arbejde til kl. 22. Jeg kunne ikke umiddelbart få fat i Frank, men en af hans kammerater havde også opdaget køen, og havde hurtigt fået fat i Frank, så vi kom til at ligge i kø som nummer 8.
Det hele gik pludselig lidt stærkt, og som udgangspunkt var 6 dage lang tid at skulle bo på gaden. Men også her blev vi klogere, vi tvivler på at andre kender deres nye eller kommende naboer, lige så godt som vi kender dem vi kommer til at bo sammen med på "Gajol-vænget".
Frank måtte hurtigt hjem for at pakke nogle få ting, som varmt tøj, havestole, telt etc. Derefter måtte han pænt blive på sin pind til jeg havde fri fra arbejde lørdag kl. 15. Men nu havde vi jo ikke planlagt at skulle ligge i kø hele pinsen, så jeg skulle i byen lørdag aften, så Frank kunne praktisk talt kun nå hjem i bad og få børstet tænder, inden han igen måtte indfinde sig foran EDC mæglerne på hjørnet af Torvegade og Rolfsgade i Esbjerg.
Allerede fredag aften var de første 11 af 14 grunde besat, lørdag eftermiddag kom nr. 12, nr. 13 kom søndag middag og nr. 14 kom mandag morgen kl. 5.00 direkte fra deres eget bryllup holdt i Sverige.
I løbet af de 6 dage vi boede på gaden lærte vi ikke kun vores kommende naboer at kende, men også deres familie og venner, og hvem der ellers kom for at afløse, eller for at være på besøg. Vi blev hurtigt kendt i Esbjerg og omegn, da vi kom i næsten samtlige medier (Jydske Vestkysten, Ugeavisen Esbjerg, TvSyd, TVE, TvDanmark, RadioSyd/P4 og ej at forglemme Guldagers eget lokale blad).
Det havde bestemt sine fordele at blive kendt, vi fik nemlig sponsoret alt fra antennekabel, paraplyer og mad.
Vi har holdt de første 6 gadefester, hvor vi nok burde have en pris for alle de flasker Gajol der er blevet drukket, deraf navnet "Gajol-vænget".
En stor tak til vores kommende naboer og deres familier, de var med til at gøre ventetiden udholdelig og festlig. Vi glæder os meget til byggeriet går i gang, og til at få jer som naboer.
Derfor havde vi også valgt at se borte fra hjørnegrundende. Men situationen var lidt anderledes, da vi jo ikke havde de store valgmuligheder da vi jo først ankom i køen som nr. 8. Skulle vi have en grund med sydvendt have var der kun to grunde at vælge imellem og valget faldt på grund nr. 5, i øvrigt en grund der er let at placere huset på, men som udgangspunkt "Aldring en hjørne grund" satans til hæk!